Ane Cathrine

 

I Nordby fik jeg ikke Hyre og gik saa til Sønderho, hvor der dengang var mange Skibe hjemmehørende, især af mindre Skibe, Galeaser og Skonnerter, der sejlede paa Nord- og Østersøen, og som almindeligvis var oplagte om Vinteren i Havne rundt omkring i Landet; det lykkedes mig med Besvær at faa Hyre som Kok med Skonnert »Ane Kathrine«, Skipper N. Nielsen (senere Marskandiser i Nordby). Jeg var lille af Vækst, og Kaptajnen mente ikke, jeg kunde løfte en Gryde; da mine Fordringer angaaende Hyre var smaa, blev Resultatet, at jeg skulde være Kok i »Ane Kathrine« for en aarlig Hyre af 20 Daler og selv betale min Rejse til Vejle, hvor Skibet var oplagt. Midt i Marts Maaned fik jeg Besked om at indfinde mig om Bord; helt lysteligt var det ikke for mig lille Bondeknold, men man var ikke forvænt, thi jeg havde været ude at tjene siden mit 8. Aar. Som sagt var der i de Tider mange Skonnerter og Galeaser hjemmehørende i Nordby og Sønderho; dengang plejede Skibene at lægge op rundt i danske Havne, naar Efteraaret og Stormene kom. Mandskabet rejste da hjem og hyggede sig for Vinteren; men naar man naaede midt i Marts, begyndte man at pakke Kister og Sække, og saa i Slutningen af Maaneden var der Generalopbrud, og tilbage blev kun gamle Mænd, Kvinder og Børn. »Nu kommer Storkene«, sagde man overalt i Landet. Storke var en Fællesbetegnelse for alle Fanøsømænd; maa-ske af den Grund, at de kom omtrent samtidig med disse velkomne Fugle. Min korte Rejse til Vejle var allerede en hel Begivenhed, for første Gang kørte jeg med en Dagvogn, og for første Gang saa jeg og kørte med et Tog; mit første Indtryk fra Egnen i Nærheden af Vejle prentede sig dybt i min Hukommelse; jeg var kun vant til at se Hede og flade Landskaber derude i Vestjylland, som dengang næsten var bloftet for Træ-vækst. Omkring Vejle Fjord var der høje Bakker og store Skove, et herligt Syn for en lille Bondeknold, som knapt havde set noget stort højere end vore Gravhøje paa Heden. Kommen om Bord begyndte straks det daglige Arbejde, som man maatte se hurtigst muligt at lære, ikke alene at koge den daglige, meget beskedne Mad, men saa meget andet. Kokken skulde være med til alt, Kokken var alle Mands Tjener; Hænderne sad løse paa Skafterne den Gang, og Lussinger kunde man faa fra enhver. Kokken skulde altid have Klø. Vi lastede Korn i Vejle for Trondhjem og gik, saasnart Ladningen var om Bord, til Søs. Allerede den første Nat i Søen blev jeg stillet til Roret for at lære Kunsten at styre; der vankede da adskillige Lussinger til at begynde med, men ellers lærte jeg det forbavsende hurtigt, og med Hensyn til at kende Kompasset, som ofte voldte Drenge mange Kvaler, faldt det slet ikke mig besværligt, og før vi naaede Trondhjem, var jeg fortrolig med Kompasset. Uden for Trondhjemsfjord fik vi en Storm og fik se Søen i sin Vælde og Skibets Tumlen i Bølgerne. Jeg tog slet ikke i Betænkning at gaa i Vand til midt paa Livet, thi Olietøj havde jeg ikke. Antagelig har Kaptajnen set, jeg ikke var bange for Vand, for han kaldte ad mig og spurgte, om jeg frøs og sagde: »Du er jo slet ikke søsyg«. Nej, det var jeg ikke, men havde været det nogle Dage i Forvejen; det fik ingen at vide. Da Stormen havde lagt sig, sejlede vi ind i Trondhjemsfjord; jeg maabede ved Synet af de høje Fjælde, hvilket ikke er underligt; thi det kan man godt gøre endnu trods det, jeg har set adskilligt deraf siden. Da randt et Vers af en gammel Sang mig i Hu, ret som var Sangen for os.