Ane Cathrine


Brig, 207 tons br.

 

EN BERETNING OM ANE CATHRINE

I Nordby fik jeg ikke Hyre og gik saa til Sønderho, hvor der dengang var mange Skibe hjemmehørende, især af mindre Skibe, Galeaser og Skonnerter, der sejlede paa Nord- og Østersøen, og som almindeligvis var oplagte om Vinteren i Havne rundt omkring i Landet; det lykkedes mig med Besvær at faa Hyre som Kok med Skonnert »Ane Kathrine«, Skipper N. Nielsen (senere Marskandiser i Nordby). Jeg var lille af Vækst, og Kaptajnen mente ikke, jeg kunde løfte en Gryde; da mine Fordringer angaaende Hyre var smaa, blev Resultatet, at jeg skulde være Kok i »Ane Kathrine« for en aarlig Hyre af 20 Daler og selv betale min Rejse til Vejle, hvor Skibet var oplagt. Midt i Marts Maaned fik jeg Besked om at indfinde mig om Bord; helt lysteligt var det ikke for mig lille Bondeknold, men man var ikke forvænt, thi jeg havde været ude at tjene siden mit 8. Aar. Som sagt var der i de Tider mange Skonnerter og Galeaser hjemmehørende i Nordby og Sønderho; dengang plejede Skibene at lægge op rundt i danske Havne, naar Efteraaret og Stormene kom. Mandskabet rejste da hjem og hyggede sig for Vinteren; men naar man naaede midt i Marts, begyndte man at pakke Kister og Sække, og saa i Slutningen af Maaneden var der Generalopbrud, og tilbage blev kun gamle Mænd, Kvinder og Børn. »Nu kommer Storkene«, sagde man overalt i Landet. Storke var en Fællesbetegnelse for alle Fanøsømænd; maa-ske af den Grund, at de kom omtrent samtidig med disse velkomne Fugle. Min korte Rejse til Vejle var allerede en hel Begivenhed, for første Gang kørte jeg med en Dagvogn, og for første Gang saa jeg og kørte med et Tog; mit første Indtryk fra Egnen i Nærheden af Vejle prentede sig dybt i min Hukommelse; jeg var kun vant til at se Hede og flade Landskaber derude i Vestjylland, som dengang næsten var bloftet for Træ-vækst. Omkring Vejle Fjord var der høje Bakker og store Skove, et herligt Syn for en lille Bondeknold, som knapt havde set noget stort højere end vore Gravhøje paa Heden. Kommen om Bord begyndte straks det daglige Arbejde, som man maatte se hurtigst muligt at lære, ikke alene at koge den daglige, meget beskedne Mad, men saa meget andet. Kokken skulde være med til alt, Kokken var alle Mands Tjener; Hænderne sad løse paa Skafterne den Gang, og Lussinger kunde man faa fra enhver. Kokken skulde altid have Klø. Vi lastede Korn i Vejle for Trondhjem og gik, saasnart Ladningen var om Bord, til Søs. Allerede den første Nat i Søen blev jeg stillet til Roret for at lære Kunsten at styre; der vankede da adskillige Lussinger til at begynde med, men ellers lærte jeg det forbavsende hurtigt, og med Hensyn til at kende Kompasset, som ofte voldte Drenge mange Kvaler, faldt det slet ikke mig besværligt, og før vi naaede Trondhjem, var jeg fortrolig med Kompasset. Uden for Trondhjemsfjord fik vi en Storm og fik se Søen i sin Vælde og Skibets Tumlen i Bølgerne. Jeg tog slet ikke i Betænkning at gaa i Vand til midt paa Livet, thi Olietøj havde jeg ikke. Antagelig har Kaptajnen set, jeg ikke var bange for Vand, for han kaldte ad mig og spurgte, om jeg frøs og sagde: »Du er jo slet ikke søsyg«. Nej, det var jeg ikke, men havde været det nogle Dage i Forvejen; det fik ingen at vide. Da Stormen havde lagt sig, sejlede vi ind i Trondhjemsfjord; jeg maabede ved Synet af de høje Fjælde, hvilket ikke er underligt; thi det kan man godt gøre endnu trods det, jeg har set adskilligt deraf siden. Da randt et Vers af en gammel Sang mig i Hu, ret som var Sangen for os.


Vi først til Trondhjem sejler og faar en Akvavit,
de Klipper dér er stejle, og Folket er saa frit,
man lever hele Dagen af Laks og Sild og Torsk,
der gives dog ej Mage til noget, som er norsk.


I Tronhjem lastede vi Sild til Kønigsberg, siden lastede vi lømmer i Danzig til Esbjerg Havn. »Ane Kathrine« var første Skib i Esbjerg Dok, thi der var endnu ikke uddybet uden for Dokportene. Vi havde losset hele Lasten paa Reden, fordi der ikke var Vand, at vi kunde flyde ind. Saa blev det besluttet, »Ane Kathrine« skulde hjem til Sønderho og fortømres, vi gik dertil gennem Kjellinglo (øst om Fanø). Ankommen til Sønderho blev Skibet halet paa Land, og jeg blev afmønstret. Turen for mig havde ikke været nogen Dejlighed; men man havde lært noget. Jeg husker et Par Dage efter, vi var gaaet fra Vejle, en ravnsort Nat, da Vinden kulede op, og Topsejlet skulde rebes, og jeg lille Bondeknold, som aldrig havde været i et Skibs Vant, alligevel blev ordret til Vejrs i Nattens Mulm og Mørke op paa en svajende Raa. Der toges intet Hensyn; ofte tænkte jeg derpaa siden, da jeg selv blev Styrmand og fik Drenge om Bord, hvor ængstelig jeg vaagede over dem, til de lidt efter lidt blev fortrolig med at gaa til Vejrs. »Ane Kathrine« blev kaldt for en Skonnert, hvilket ikke var korrekt; den var en Galias, en fast Galias kaldet, fordi der var to faste Ræer paa Fortoppen, og Storsejlet var paa Fokkemasten i Modsætning til en Skonnert, som har Storsejlet agter, men Skibet maa sikkert have været en af de sidste af den Type, eftersom jeg ikke mindes at have set en saadan siden.



Skibet blev bygget af skibsbygmester Søren Abrahamsen, Nordby i 1878 til Skibsreder N.H.Svarrer m.fl. i Nordby og solgtes i 1889 til J. N. Jensen m.fl. i Sønderho.

Paa en Rejse fra Buenos Aires til Kanalen for Ordre med en Ladning bestaaende at 11.000 saltede Huder og Ca. 32.000 Horn og Hornpils mødtes orkanagtige Storme, som fuldstændigt ødelagde Skibet. Det besluttedes at gaa i Baadene, hvilket skete 25. November 1893 paa 450 30' Nord og 70 50' Vest. Besætningen, som bestod af 7 Mand, blev taget op af Dampskibet ,,Manotis" af Liverpool og senere landsat i Gibraltar.