Fhv. Skibsfører Hans Holger Horsbøl giver i Ribe Stiftstidende
følgende interessante Skildring af hans første Tur som Kaptajn
i den gamle romantiske Sejlskibstid. Af Skildringen vil det fremgaa, at alt
ikke var Romantik om Bord paa Sejiskibene.
Vejret i September Maaned
1903 var saa smukt, som det kun kan være i denne Maaned. Barkskibet
»Embla« paa 385 Reg. Tons, som jeg skulde føre, laa i Hamborg
Havn og lastede Stykgods for Rio de Janeiro. Min Hustru og jeg nød
rigtig Sainværet og det gode Vejr, men Tiden svandt altfor hurtigt,
og en Maanedstid var gaaet, og saa af Sted igen.
Den 1. Oktober afsejlede vi fra Hamborg med Bugserbaad og Lods om Bord, jeg
vinkede Farvel til min Hustru. Skibet gled langsomt ud fra Pælene og
sejlede ned af Elben. - Rejsen var begyndt. - Mandskabet havde travlt med
at rigge Klyverbommen ud, slaa Sejl under og i det H. H. Horsbøl. hele
taget gøre alting søklar. Ved Aftenstid kvitteredes Lodsen ved
Cuxhaven, og ud for Elbfyrskib Nr. i kvitteredes Bugserbaaden, alle Sejl var
da sat, og Skibet styrede for svag Vind ud af Helgolandsbugten, men Vinden
døde snart hen, det blev Stille, vi var da omtrent tværs af Helgoland,
saa blæste det op fra Sydvest og Nordvest. Skibet lagdes for Styrbordshalse,
Vinden tiltog i Styrke, Smaasejlene, Røjlerne og Jager gjordes fast,
det blev til et besværligt og anstrengende Kryds over Nordsøen.
Mandskabet var ungt og ikke rigtig i Træning, men jeg skal love for,
at de blev det, desværre var en af de ældste Matroser syg og maatte
gaa til Køjs.
I en Bark med ti Mands Besætning er der ingen Reserver, ingen at undvære,
det blev alle Mands Tag. V~nden var nu gaaet over til stormende Kuling, varierende
N. V. og 5. V., stadig lige stik i Stævn. Vi havde arbejdet os op til
Esbjerg-Parkeston Ruten, og vi signaliserede med Rutebaaden »N. I. Fjord«,
af hvem vi blev rapporteret, liggende for smaa Sejl. Stormen varede ved, vi
mistede en Del Sejl, paa en næsten ny Fok gik Un. derlaget i Stykker,
og Sejlet revnede lige op til Revet, en anden Fok maatte slaas under. Styrmanden
og jeg reparerede den med tagne Fok, Vandet slog over Skibet, det var ikke
helt nemt, men det maatte gøres.
Efter tre drøje Ugers Sejlads fik vi Dover i Sigte, det var lige ved
Solnedgang, vi hejste vore Kendingssignaler, men blev ikke rapporteret. Sejladsen
fortsattes gennem den engelske Kanal, stadig med stormende Kuling og Modvind,
med rebede Sejl var vi kommen over under den franske Kyst i ti Favne Vand,
der gjordes klar til at vende, men der kunde ikke stagvendes paa Grund af
for høj Sø og for ringe Fart, vi maatter derfor kovende. Under
denne Manøvre blev Underbraserne uklar af Reservespirene, som laa fastsurret
til Dækket, og inden vi fik Braserne klaret, var vi løbet et
langt Stykke den forkerte Vej og havde saaledes tabt meget af det, vi havde
krydset op.
En hel Uge for at komme gennem Kanalen.
Det tog os en hel Uge at krydse gennem den engelske Kanal. Kursen sattes nu
5. V., men der var stadig stormende Kuling og derfor ringe Fremgang. Vi havde
arbejdet os ned til Biscaya Bugten. Stormen tog til i Styrke og blev til Orkan
med voldsom høj Sø, Skibet arbejdede tungt og trak meget Vand,
en høj Sø slog over Skibet, smed mig fra Roret ned i Læ,
hvor jeg tørnede mod Fortøjningspullerne med min Bag og blev
hængende halvvejs uden Bords i de Læ Braser. Da Vandet var løbet
bort, kravlede jeg paa alle fire op og fik fat i Roret igen. Mandskabet var
til Vejrs at gøre Sejl fast, vi laa nu for svikket Undermærssejl
og Forstængerstagsejl og drev for Orkanen med Oliepose ude for at dæmpe
Søen.
Pumpen strejkede, og der vat to Meter Vand i Lasten.
Om Aftenen ved 8. Glas, Kl. 8, kom Andenstyrmand og meldte, at Pumpen ikke
vilde give Vand, skønt der var smidt en halv Snes Pøse Vand
ned i den. Pumpen blev pejlet, og det viste sig, at der var to Fod Vand i
Lasten, vi havde 550 Tons Stykgods inde, deraf Ca. 200 Tons Cement, som laa
i Bunden, jeg tænkte paa de 2 tiere Cement, som laa paa hver sin Side
af Køl svin et, det var sikkert nok en Sten; det viste sig at være
rigtigt. Det viste sig ogsaa senere, at det var Pumperøret, der bestod
af to Stykker, der havde arbejdet sig løs, saa der ingen Forbindelse
blev med Vandet i Bunden, vi maatte saa pumpe med den Lu-Pumpe, dermed fik
vi jo ikke Skibet rigtig læns. Skibet havde netop lige faaet nye Pumper,
som gav en Pøs Vand i hvert Slag. Vi maatte stadig holde Pumpen gaaende.
Skibet tumlede om i de taarnhøje Bølger, det var en haard Tørn
for Besætningen, men den danske Sømand plejer ikke at give op
i Farens Stund.
Omsider tog Orkanen af, men Vinden var stadig ugunstig; vi kunde da begynde
at reparere vores Sejl, hvilket de i høj Grad trængte til, og
hver Mand, som kunde føre en Sejlnaal, blev sat i Arbejde. Passaten,
som skulde begynde paa Ca. 30 Gr. n. Br., udeblev, det blev skiftende Vinde,
og nede paa 20 Gr. n. midt i Hjertet af Passaten var Vinden V. 5. V., det
var noget ganskeenestaaende, det havde jeg aldrig oplevet før, og jeg
havde dog passeret Linien ikke saa faa Gange, det kan ikke undre, at Humøret
var ved at blive lidt traurig.
Nonchelant Engelskmand i Farvandet.
Vi var nu kommet ned i det »vanable«, som Søfolk kalder
det, paa Navigationsskolen lærte vi, det hed »det ækvariale
stille Bælte«, der hersker nok Stille, men kraftige til Tider
voldsomme Tordenbyger og stærk Regn indtræder ofte, og Vinden
kan komme fra de mest forskellige Retninger, men det er disse Byger, som hjælper
Sejiskibene fra den ene Passat til den anden; vi fik en stor engelsk Fuldrigger
indenfor Synsvidde, den signaliserede: »Paa Grund af Ugidelighed og
Ligegyldighed har jeg undladt at tage mine Observationer, vær venlig
og signaliser Brd. og Længde udregnet til dette Øjeblik;«
jeg blev ikke saa lidt forbavset, og jeg kunde ikke tænke mig at undlade
at tage mine Observationer daglig, det kunde ikke tænkes i et dansk
Skib. Fuldriggeren kom fra Liverpool og havde været 25 Dage i Søen,
medens vi, der kom fra Hamborg, havde taget 62 Dage. - Fuldriggeren var bestemt
for Melbourne i Australien.
Omsider kom vi ind i 5. Ø. Passaten, og nu gik Rejsen nogenlunde, efter
76 Dages Rejse sejlede vi ind til Ankerpladsen i Rio de Janeiro, det var sent
paa Eftermiddagen, men ligesom vi var kommen tværs af Fortet og havde
afgivet Signaler om, hvor vi kom fra, hvormange Dage i Søen, og om
der var Sygdom om Bord, disse Signaler skulde alle Skibe afgive, sprang Vinden
om, det var Landbrisen. Vi prøvede at krydse, men vi drev længere
ud, saa ankrede vi for Natten, og næste Dags Formiddag sejlede vi for
en frisk Søbrise ind til Ankerpladsen. Det blev saaledes 77 Dage i
Søen. Den lange Rejse var endt.
Nogle Timer efter vor Ankomst kom Briggerne »Sofie« og »Anna
& Mathias« med Svarrer og Eriksen som Førere. Det var ikke
helt almindeligt, at tre danske Skibe fra samme Hjemsted og fra samme Afgangshavn
mødtes. »Embla« med 77 Dage, »Sofie« 83 Dage
og »Anna & Mathias« med 45 Dage i Søen, den hurtige
Rejse for det sidstnævnte Skib skyldtes gunstige Vejrforhold, med en
frisk østlig Brise løb den over Nordsøen, gennem den
engelske Kanal ud i Atlanten og ned i N. Ø. Passaten, som var mere
konstant denne Gang. »Sofie« var naaet over under den engelske
Kyst, var gaaet til Ankers ved Dover og havde ligget her den lange Tid, mens
Uvejret rasede.
De tre Skibe blev nu slæbt ind i den indre Havn, hvor de kom til at
ligge til Ankers tæt ved hinanden indenfor Prajehold. Noget af det første,
jeg foretog mig, var at afgive Søforklaring med Udtog af Skibsdagbogen
og Mandskabet som Vidner om de forskellige Havarier under Rejsens Forløb.
Den danske Konsul var Hollænder, en dygtig og prægtig Mand, der
klarede alle Vanskeligheder. Skibet kom ikke til at betale nogen Erstatning,
det blev Assurancen. Nu gjaldt det om at faa en ny Fragt, og i den Anledning
var vi tre Skibsførere saa at sige daglig i Land for at varetage Interesser.
Med Losningen gik det ikke særligt stærkt, og det lod heller ikke
til, at der var Udsigt til nogen Fragt, jeg havde haabet paa, at der skulde
blive en Kaffefragt til »Kap det gode Haab«, men det blev der
ikke noget af. Vi havde nu naaet Julen. Juleaftensdag samledes de tre danske
Skibsbesætninger om Bord paa »Embla«, som var det største
Skib, til Juleandagt. Skibsfører Svarrer læste Juleevangeliet,
og de kære kendte Julesalmer lød smukt ud over Havnen fra tredive
danske Sømænds Struber, mens Tropesolens Straaler sænkede
sig ned over Bjergene.
Paa Juleud flugt i Bjergene.
Anden Juledag tog vi tre Skibsførere paa en Udflugt i Bjergene. Ligesom
man herhjemme tager til Strand og Skov om Sommeren, tager man i Troperne op
i Bjergene, hvor der er Kølighed at finde. Faa et af de højste
Bjerge laa et Stykke fra Toppen et meget søgt Hotel »Wieth«,
de~ vilde vi besøge, vi tog med Sporvogn, som kørte i zig-zag
op ad Bjerget, og bemærkede under Vejs, at Bjergskraaningerne var bebygget
med Masser af Villaer, som laa meget smukt. Da vi kom op til Hotellet, var
der stuvende fuldt af Mennesker. Mens vi stod og diskuterede Situationen,
kom en Tjener forbi, og stor var vor Forbavselse, da han paa godt Dansk spurgte:
Er I Danske? Vi bekræftede defte og sagde, at vi gerne vilde have et
Værelse, dette mente han var meget vanskeligt at faa, men han skulde
se, hvad han kunde gøre fo~ os, og det lykkedes virkeligt, vi fik anvist
et Værelse i de lavere Regioner, ved Siden af var et Badeværelse,
og vi fik et dejligt forfriskende Bad.
Af Vejen for en to Meter lang Slange.
Næste Dags Formiddag begav vi os op ad Bjerget, der var en god bred
Vej til at begynde med, men eftersom vi kom højere op, snævrede
den ind og blev til en Sti med Smaakrat hist og her. Vi havde set, at der
paa Vejen var opslaaet Advarsel mod Slanger. Jeg var paa den smalle Sti et
Stykke foran de andre to, da jeg pludselig saa en stor sølvgraa Slange
Ca. to Meter lang og omtrent paa en Arms Tykkelse, den laa ganske stille,
jeg vinkede advarende til de andre og sagde: »Her ligger en Slangel«
De troede, det var en Spøg, men da de havde overbevist sig om, at det
var rigtigt, fik vi Fart paa nedad, der var sat Punktum for vor Bjergbestigningl
Vi saa forresten flere Slanger paa Turen ned ad Bjerget, men de var ikke saa
store, de flygtede, saa snart de saa os. Vi havde nu nydt en kort Ferie med
en prægtig Ud-sigt over det smukke Land, Rio de Janeiro har en af de
smukkeste Havne i Verden.
Vi blev omsider udlosset og indtog Ballast, alle tre Skibe havde Ordre til
at sejle til Barbados for at søge Fragt. »Anna & Mathias«
blev først færdig, derefter »Sofie«, til sidst »Embla«,
og vi afsejlede med faa Dages Mellemrum. Saa sagde vi Farvel til den smukke
Havn, hvor Bjerget ved Mundingen af Havnen, »Sukkertoppen«, kan
ses langt til Søs.
»Embla« som det hurtigste Skib.
Rejsen forløb normalt, d. v. 5. det blev ikke nogen hurtig Rejse for
nogen af Skibene, »Embla« havde den hurtigste med halvtreds Dage,
de to andre Skibe nogle Dage mere. »Sofie« laa endnu i Barbados,
da »Embla« ankom, men Dagen efter afsejlede den, og vore Veje
skiltes. Vi laa nogle faa Dage til Ankers i Barbados, den smukke Tropeø,
Flyvefiskenes ø, hvor der fanges i Tusindvis af Flyvefisk, som smager
dejligt til Forandring fra den megen Saltmad i Sejlskibene.
Vi fik nu Ordre til at sejle til Martinique for at laste Sukker til Nantes
i Frankrig. For en stiv Passat sejlede vi til Martinique, og i Løbet
af nogle Timer ankom vi udfor Robert Bay, hvor vi fik Lods om Bord og sejlede
til Ankers i Bugten, her laa Sukkerfabriken, og ovenfor laa den lille Negerby
Robert, hvor vi hentede Kød og Proviant pr. Baad. Inde i Bugten laa
en fransk Bark noget større end »Embla«, den lastede ogsaa
Sukker bestemt for Nantes, den var hjemmehørende i Nantes, hvorpaa
den til Stadighed sejlede. Kaptajnen var en flink Mand, vi va~ en Del sammen
i den korte Tid, den havde tilbage at ligge i, da den snart var tillastet.
Vi begyndte straks at losse vor Sandballast og derefter at indlade Sukker,
som blev ført ud i Lægtere; der var forskellige større
og mindre Tønder med Sukker. Ladningen blev stuvet af et Par kæmpestore
Negere.
Kokusnødder maatte ikke berøres.
Vi havde en lille Episode, kort før vi afsejlede. Nogle af Mandskabet
havde fundet Kokusnødder paa Vejen og taget et Par Stykker af disse.
I den Anledning blev jeg tilsagt til at møde i Retten i Robert. Jeg
talte med vor Ekspeditør om Sagen, han forklarede, at der var et meget
daarligt Forhold mellem den hvide og den farvede Befolkning, hvorfor den farvede
Befolkning benyttede den mindste Anledning til at klage, han raadede mig til
at forsøge at faa Sagen udsat, hvilket ogsaa lykkedes for mig. En varm
Ridetur fik jeg mig, da Skibet skulde udklareres, det foregik fra en By nogle
Mil fra Robert, Trinity hed den, og Befordringsmidlet var Hest med en Indfødt
som Vejviser. Turen gik gennem Skov og Krat ad en Slags Sti. Vejviseren løb
foran, undertiden gjorde han en Afstikker ad en smallere Sti, hvor Hesten
ikke kunde færdes, saa betydede han mig, at jeg bare skulde blive ved
med at ride, og naar jeg saa havde redet et Stykke, kom han ud fra Krattet
lidt foran Hesten. Stien var meget ujævn, det gik op og ned, det var
en hel Tortur og saa i den tropiske Varme.
Omsider kom vi til Trinity, det var lige i Middagsstunden. Til min store Glæde
saa jeg, at der laa en dansk Tremastskonnert fra Marstal i Havnen, jeg var
ikke længe om at komme om Bord, hvor jeg blev modtaget med Venlighed,
blev afsvalet, fik Middagsmad og Hvile. Efter at have udrettet mit Ærinde
tog jeg om Eftermiddagen samme Vej tilbage og kom til Robert hen imod Aften.
Den Tur glemte jeg ikke saa let.
Lods om Bord fra Toppen af en Bølge.
Vi var nu blevet tillastede og sejlede først i Maj fra Martinique for
en strygende Vind gennem det karibiske Hav mod Florida Strædet, som
vi kom forholdsvis let igennem, det kan ofte være vanskelig at passere
paa Grund af Strømforholdene. Kursen sattes nu Øst over, med
frisk til Tider stiv Kuling for Bagbords
