Embla


Bark 402 Tons Br.


EN HAARD FØRSTE KAPTAINS-TUR I SEJLSKIBENES TID.


Fhv. Skibsfører Hans Holger Horsbøl giver i Ribe Stiftstidende følgende interessante Skildring af hans første Tur som Kaptajn i den gamle romantiske Sejlskibstid. Af Skildringen vil det fremgaa, at alt ikke var Romantik om Bord paa Sejiskibene.

Vejret i September Maaned 1903 var saa smukt, som det kun kan være i denne Maaned. Barkskibet »Embla« paa 385 Reg. Tons, som jeg skulde føre, laa i Hamborg Havn og lastede Stykgods for Rio de Janeiro. Min Hustru og jeg nød rigtig Sainværet og det gode Vejr, men Tiden svandt altfor hurtigt, og en Maanedstid var gaaet, og saa af Sted igen.
Den 1. Oktober afsejlede vi fra Hamborg med Bugserbaad og Lods om Bord, jeg vinkede Farvel til min Hustru. Skibet gled langsomt ud fra Pælene og sejlede ned af Elben. - Rejsen var begyndt. - Mandskabet havde travlt med at rigge Klyverbommen ud, slaa Sejl under og i det H. H. Horsbøl. hele taget gøre alting søklar. Ved Aftenstid kvitteredes Lodsen ved Cuxhaven, og ud for Elbfyrskib Nr. i kvitteredes Bugserbaaden, alle Sejl var da sat, og Skibet styrede for svag Vind ud af Helgolandsbugten, men Vinden døde snart hen, det blev Stille, vi var da omtrent tværs af Helgoland, saa blæste det op fra Sydvest og Nordvest. Skibet lagdes for Styrbordshalse, Vinden tiltog i Styrke, Smaasejlene, Røjlerne og Jager gjordes fast, det blev til et besværligt og anstrengende Kryds over Nordsøen. Mandskabet var ungt og ikke rigtig i Træning, men jeg skal love for, at de blev det, desværre var en af de ældste Matroser syg og maatte gaa til Køjs.


I en Bark med ti Mands Besætning er der ingen Reserver, ingen at undvære, det blev alle Mands Tag. V~nden var nu gaaet over til stormende Kuling, varierende N. V. og 5. V., stadig lige stik i Stævn. Vi havde arbejdet os op til Esbjerg-Parkeston Ruten, og vi signaliserede med Rutebaaden »N. I. Fjord«, af hvem vi blev rapporteret, liggende for smaa Sejl. Stormen varede ved, vi mistede en Del Sejl, paa en næsten ny Fok gik Un. derlaget i Stykker, og Sejlet revnede lige op til Revet, en anden Fok maatte slaas under. Styrmanden og jeg reparerede den med tagne Fok, Vandet slog over Skibet, det var ikke helt nemt, men det maatte gøres.


Efter tre drøje Ugers Sejlads fik vi Dover i Sigte, det var lige ved Solnedgang, vi hejste vore Kendingssignaler, men blev ikke rapporteret. Sejladsen fortsattes gennem den engelske Kanal, stadig med stormende Kuling og Modvind, med rebede Sejl var vi kommen over under den franske Kyst i ti Favne Vand, der gjordes klar til at vende, men der kunde ikke stagvendes paa Grund af for høj Sø og for ringe Fart, vi maatter derfor kovende. Under denne Manøvre blev Underbraserne uklar af Reservespirene, som laa fastsurret til Dækket, og inden vi fik Braserne klaret, var vi løbet et langt Stykke den forkerte Vej og havde saaledes tabt meget af det, vi havde krydset op.


En hel Uge for at komme gennem Kanalen.

Det tog os en hel Uge at krydse gennem den engelske Kanal. Kursen sattes nu 5. V., men der var stadig stormende Kuling og derfor ringe Fremgang. Vi havde arbejdet os ned til Biscaya Bugten. Stormen tog til i Styrke og blev til Orkan med voldsom høj Sø, Skibet arbejdede tungt og trak meget Vand, en høj Sø slog over Skibet, smed mig fra Roret ned i Læ, hvor jeg tørnede mod Fortøjningspullerne med min Bag og blev hængende halvvejs uden Bords i de Læ Braser. Da Vandet var løbet bort, kravlede jeg paa alle fire op og fik fat i Roret igen. Mandskabet var til Vejrs at gøre Sejl fast, vi laa nu for svikket Undermærssejl og Forstængerstagsejl og drev for Orkanen med Oliepose ude for at dæmpe Søen.


Pumpen strejkede, og der vat to Meter Vand i Lasten.

Om Aftenen ved 8. Glas, Kl. 8, kom Andenstyrmand og meldte, at Pumpen ikke vilde give Vand, skønt der var smidt en halv Snes Pøse Vand ned i den. Pumpen blev pejlet, og det viste sig, at der var to Fod Vand i Lasten, vi havde 550 Tons Stykgods inde, deraf Ca. 200 Tons Cement, som laa i Bunden, jeg tænkte paa de 2 tiere Cement, som laa paa hver sin Side af Køl svin et, det var sikkert nok en Sten; det viste sig at være rigtigt. Det viste sig ogsaa senere, at det var Pumperøret, der bestod af to Stykker, der havde arbejdet sig løs, saa der ingen Forbindelse blev med Vandet i Bunden, vi maatte saa pumpe med den Lu-Pumpe, dermed fik vi jo ikke Skibet rigtig læns. Skibet havde netop lige faaet nye Pumper, som gav en Pøs Vand i hvert Slag. Vi maatte stadig holde Pumpen gaaende. Skibet tumlede om i de taarnhøje Bølger, det var en haard Tørn for Besætningen, men den danske Sømand plejer ikke at give op i Farens Stund.


Omsider tog Orkanen af, men Vinden var stadig ugunstig; vi kunde da begynde at reparere vores Sejl, hvilket de i høj Grad trængte til, og hver Mand, som kunde føre en Sejlnaal, blev sat i Arbejde. Passaten, som skulde begynde paa Ca. 30 Gr. n. Br., udeblev, det blev skiftende Vinde, og nede paa 20 Gr. n. midt i Hjertet af Passaten var Vinden V. 5. V., det var noget ganskeenestaaende, det havde jeg aldrig oplevet før, og jeg havde dog passeret Linien ikke saa faa Gange, det kan ikke undre, at Humøret var ved at blive lidt traurig.


Nonchelant Engelskmand i Farvandet.
Vi var nu kommet ned i det »vanable«, som Søfolk kalder det, paa Navigationsskolen lærte vi, det hed »det ækvariale stille Bælte«, der hersker nok Stille, men kraftige til Tider voldsomme Tordenbyger og stærk Regn indtræder ofte, og Vinden kan komme fra de mest forskellige Retninger, men det er disse Byger, som hjælper Sejiskibene fra den ene Passat til den anden; vi fik en stor engelsk Fuldrigger indenfor Synsvidde, den signaliserede: »Paa Grund af Ugidelighed og Ligegyldighed har jeg undladt at tage mine Observationer, vær venlig og signaliser Brd. og Længde udregnet til dette Øjeblik;« jeg blev ikke saa lidt forbavset, og jeg kunde ikke tænke mig at undlade at tage mine Observationer daglig, det kunde ikke tænkes i et dansk Skib. Fuldriggeren kom fra Liverpool og havde været 25 Dage i Søen, medens vi, der kom fra Hamborg, havde taget 62 Dage. - Fuldriggeren var bestemt for Melbourne i Australien.


Omsider kom vi ind i 5. Ø. Passaten, og nu gik Rejsen nogenlunde, efter 76 Dages Rejse sejlede vi ind til Ankerpladsen i Rio de Janeiro, det var sent paa Eftermiddagen, men ligesom vi var kommen tværs af Fortet og havde afgivet Signaler om, hvor vi kom fra, hvormange Dage i Søen, og om der var Sygdom om Bord, disse Signaler skulde alle Skibe afgive, sprang Vinden om, det var Landbrisen. Vi prøvede at krydse, men vi drev længere ud, saa ankrede vi for Natten, og næste Dags Formiddag sejlede vi for en frisk Søbrise ind til Ankerpladsen. Det blev saaledes 77 Dage i Søen. Den lange Rejse var endt.


Nogle Timer efter vor Ankomst kom Briggerne »Sofie« og »Anna & Mathias« med Svarrer og Eriksen som Førere. Det var ikke helt almindeligt, at tre danske Skibe fra samme Hjemsted og fra samme Afgangshavn mødtes. »Embla« med 77 Dage, »Sofie« 83 Dage og »Anna & Mathias« med 45 Dage i Søen, den hurtige Rejse for det sidstnævnte Skib skyldtes gunstige Vejrforhold, med en frisk østlig Brise løb den over Nordsøen, gennem den engelske Kanal ud i Atlanten og ned i N. Ø. Passaten, som var mere konstant denne Gang. »Sofie« var naaet over under den engelske Kyst, var gaaet til Ankers ved Dover og havde ligget her den lange Tid, mens Uvejret rasede.


De tre Skibe blev nu slæbt ind i den indre Havn, hvor de kom til at ligge til Ankers tæt ved hinanden indenfor Prajehold. Noget af det første, jeg foretog mig, var at afgive Søforklaring med Udtog af Skibsdagbogen og Mandskabet som Vidner om de forskellige Havarier under Rejsens Forløb. Den danske Konsul var Hollænder, en dygtig og prægtig Mand, der klarede alle Vanskeligheder. Skibet kom ikke til at betale nogen Erstatning, det blev Assurancen. Nu gjaldt det om at faa en ny Fragt, og i den Anledning var vi tre Skibsførere saa at sige daglig i Land for at varetage Interesser. Med Losningen gik det ikke særligt stærkt, og det lod heller ikke til, at der var Udsigt til nogen Fragt, jeg havde haabet paa, at der skulde blive en Kaffefragt til »Kap det gode Haab«, men det blev der ikke noget af. Vi havde nu naaet Julen. Juleaftensdag samledes de tre danske Skibsbesætninger om Bord paa »Embla«, som var det største Skib, til Juleandagt. Skibsfører Svarrer læste Juleevangeliet, og de kære kendte Julesalmer lød smukt ud over Havnen fra tredive danske Sømænds Struber, mens Tropesolens Straaler sænkede sig ned over Bjergene.


Paa Juleud flugt i Bjergene.

Anden Juledag tog vi tre Skibsførere paa en Udflugt i Bjergene. Ligesom man herhjemme tager til Strand og Skov om Sommeren, tager man i Troperne op i Bjergene, hvor der er Kølighed at finde. Faa et af de højste Bjerge laa et Stykke fra Toppen et meget søgt Hotel »Wieth«, de~ vilde vi besøge, vi tog med Sporvogn, som kørte i zig-zag op ad Bjerget, og bemærkede under Vejs, at Bjergskraaningerne var bebygget med Masser af Villaer, som laa meget smukt. Da vi kom op til Hotellet, var der stuvende fuldt af Mennesker. Mens vi stod og diskuterede Situationen, kom en Tjener forbi, og stor var vor Forbavselse, da han paa godt Dansk spurgte: Er I Danske? Vi bekræftede defte og sagde, at vi gerne vilde have et Værelse, dette mente han var meget vanskeligt at faa, men han skulde se, hvad han kunde gøre fo~ os, og det lykkedes virkeligt, vi fik anvist et Værelse i de lavere Regioner, ved Siden af var et Badeværelse, og vi fik et dejligt forfriskende Bad.


Af Vejen for en to Meter lang Slange.
Næste Dags Formiddag begav vi os op ad Bjerget, der var en god bred Vej til at begynde med, men eftersom vi kom højere op, snævrede den ind og blev til en Sti med Smaakrat hist og her. Vi havde set, at der paa Vejen var opslaaet Advarsel mod Slanger. Jeg var paa den smalle Sti et Stykke foran de andre to, da jeg pludselig saa en stor sølvgraa Slange Ca. to Meter lang og omtrent paa en Arms Tykkelse, den laa ganske stille, jeg vinkede advarende til de andre og sagde: »Her ligger en Slangel« De troede, det var en Spøg, men da de havde overbevist sig om, at det var rigtigt, fik vi Fart paa nedad, der var sat Punktum for vor Bjergbestigningl Vi saa forresten flere Slanger paa Turen ned ad Bjerget, men de var ikke saa store, de flygtede, saa snart de saa os. Vi havde nu nydt en kort Ferie med en prægtig Ud-sigt over det smukke Land, Rio de Janeiro har en af de smukkeste Havne i Verden.


Vi blev omsider udlosset og indtog Ballast, alle tre Skibe havde Ordre til at sejle til Barbados for at søge Fragt. »Anna & Mathias« blev først færdig, derefter »Sofie«, til sidst »Embla«, og vi afsejlede med faa Dages Mellemrum. Saa sagde vi Farvel til den smukke Havn, hvor Bjerget ved Mundingen af Havnen, »Sukkertoppen«, kan ses langt til Søs.


»Embla« som det hurtigste Skib.

Rejsen forløb normalt, d. v. 5. det blev ikke nogen hurtig Rejse for nogen af Skibene, »Embla« havde den hurtigste med halvtreds Dage, de to andre Skibe nogle Dage mere. »Sofie« laa endnu i Barbados, da »Embla« ankom, men Dagen efter afsejlede den, og vore Veje skiltes. Vi laa nogle faa Dage til Ankers i Barbados, den smukke Tropeø, Flyvefiskenes ø, hvor der fanges i Tusindvis af Flyvefisk, som smager dejligt til Forandring fra den megen Saltmad i Sejlskibene.


Vi fik nu Ordre til at sejle til Martinique for at laste Sukker til Nantes i Frankrig. For en stiv Passat sejlede vi til Martinique, og i Løbet af nogle Timer ankom vi udfor Robert Bay, hvor vi fik Lods om Bord og sejlede til Ankers i Bugten, her laa Sukkerfabriken, og ovenfor laa den lille Negerby Robert, hvor vi hentede Kød og Proviant pr. Baad. Inde i Bugten laa en fransk Bark noget større end »Embla«, den lastede ogsaa Sukker bestemt for Nantes, den var hjemmehørende i Nantes, hvorpaa den til Stadighed sejlede. Kaptajnen var en flink Mand, vi va~ en Del sammen i den korte Tid, den havde tilbage at ligge i, da den snart var tillastet. Vi begyndte straks at losse vor Sandballast og derefter at indlade Sukker, som blev ført ud i Lægtere; der var forskellige større og mindre Tønder med Sukker. Ladningen blev stuvet af et Par kæmpestore Negere.


Kokusnødder maatte ikke berøres.
Vi havde en lille Episode, kort før vi afsejlede. Nogle af Mandskabet havde fundet Kokusnødder paa Vejen og taget et Par Stykker af disse. I den Anledning blev jeg tilsagt til at møde i Retten i Robert. Jeg talte med vor Ekspeditør om Sagen, han forklarede, at der var et meget daarligt Forhold mellem den hvide og den farvede Befolkning, hvorfor den farvede Befolkning benyttede den mindste Anledning til at klage, han raadede mig til at forsøge at faa Sagen udsat, hvilket ogsaa lykkedes for mig. En varm Ridetur fik jeg mig, da Skibet skulde udklareres, det foregik fra en By nogle Mil fra Robert, Trinity hed den, og Befordringsmidlet var Hest med en Indfødt som Vejviser. Turen gik gennem Skov og Krat ad en Slags Sti. Vejviseren løb foran, undertiden gjorde han en Afstikker ad en smallere Sti, hvor Hesten ikke kunde færdes, saa betydede han mig, at jeg bare skulde blive ved med at ride, og naar jeg saa havde redet et Stykke, kom han ud fra Krattet lidt foran Hesten. Stien var meget ujævn, det gik op og ned, det var en hel Tortur og saa i den tropiske Varme.


Omsider kom vi til Trinity, det var lige i Middagsstunden. Til min store Glæde saa jeg, at der laa en dansk Tremastskonnert fra Marstal i Havnen, jeg var ikke længe om at komme om Bord, hvor jeg blev modtaget med Venlighed, blev afsvalet, fik Middagsmad og Hvile. Efter at have udrettet mit Ærinde tog jeg om Eftermiddagen samme Vej tilbage og kom til Robert hen imod Aften. Den Tur glemte jeg ikke saa let.


Lods om Bord fra Toppen af en Bølge.
Vi var nu blevet tillastede og sejlede først i Maj fra Martinique for en strygende Vind gennem det karibiske Hav mod Florida Strædet, som vi kom forholdsvis let igennem, det kan ofte være vanskelig at passere paa Grund af Strømforholdene. Kursen sattes nu Øst over, med frisk til Tider stiv Kuling for Bagbords