Marie

,,Om Aftenen og næste Morgen ved Højvande forsøgte vi at hive Skibet af Grunden", fortæller Kaptajn Kolster, ,,men uden Held. Da en på øen boende Nordmand Fosdal havde en Sejlbåd omtrent på Størrelse med en Hjerting Fiskekutter, bestemte jeg mig til at forsøge at leje denne. Efter at have fået et svært Anker og en Del Kæde i Land på Sandbanken skulde vi derfra have det om Bord igen i Sejlbåden og sejle ud gennem Indløbet til Søs med det for så at lade Ankeret falde ud for Marie i så lang Afstand, som Kæden antagelig kunde nå. Derefter skulde vi gna så tæt ind mod Skibet, som vi kunde for Brændingens Skyld, og herfra kaste en Bøje ud med en tynd Line, som så kunde skylle ind imod Skibet eller op på Strandbred-den. Når der var opnået Forbindelse, skulde Kæden hives om Bord ved Hjælp af tykkere Trosser, hvorefter Ræer og Stænger skulde tages ned og det meste af Ballasten losses. Vi havde 330 Tons, og jeg mente, at det i alt Fald kunde losses på 50 Tons nær. Med hele Riggen oppe behøvede Skibet 100 Tons for at stå. Vi skulde så forsøge ved hver Højvande at hive Skibet ud, og jeg har den Tro, at vi havde fået Held dermed, hvis de Indfødte havde tilladt os det. Før jeg tog i Land, slagtede jeg et stort Svin, vi havde om Bord, idet jeg tænkte, at vi hellere måtte leve af Flæskesteg, end at de Indfødte skulde have det.

Nordmanden var, da jeg kom i Land, villig til at leje os Båden, og vi gik så sammen tI Kongen, som også lovede at hjælpe med sine Folk, hvad de kunde, men han vilde have Penge for det. Det var umuligt at gøre ham begribeligt, at jeg ikke havde mange Penge om Bord; ved Tale om en Veksel eller en Anvisning på Rederiet rystede han blot på Hovedet; men til sidst enedes vi om, at han skulde have de Penge, jeg havde. Som Betalingsmiddel havde Penge iøvrigt ingen videre Værdi. De Indfødte brugte de større Sølv-mønter til at hænge om Halsen, idet de borede et Hul i dem og trak dem på en Snon

Om Eftermiddagen fik jeg Besøg af Kongen, som sammen med sine to Sønner, en Del Høvdinge og Nordmanden kom om Bord. Jeg bød Kongen ned i Kahytten, der var temmelig stor, og inviterede ham til at sidde ved Siden af mig. Nordmanden sagde rigtignok, at det måtte jeg ikke gøre, da ingen måtte sidde Kongen nærmere end tre Skridts Afstand, men jeg mente dog, at jeg var Konge om Bord, og Hans Majestæt tog også rolig Plads. Han forlangte derefter noget at drikke, men da jeg den første Nat, vi var i Stranden, havde tilintetgjort alt, hvad der fandtes af spirituøse Drikke om Bord, kunde jeg ikke imødekomme hans ønske. Han spurgte så om Musik, og jeg tog en Harmonika frem, som han gav en af Sønnerne at spille på. Disse tillige med Høvdingerne var efterhånden kommet ned og havde sat sig på Gulvet i Kahytten og ude i Gangen. Musikken bestod blot i, at han trak Har-monikaen ud og ind og trykkede på de samme Toner. Af en Kasse Cigarer, som stod på Bordet, tog Kongen den ene efter den anden, idet han efter at have tændt dem gav en til hver af Sønnerne og siden til sine Høvdingen Til sidst syntes jeg, det blev for mange, og tog derfor Cigarerne fra ham. Kort efter brød de op, men den ene af Sønnerne tog Harmonikaen med, og den anden tog, da han kom op på Dækket, det blodige Svinehoved og hængte det i en Strikke ned over Ryggen, hvorefter de forsvandt.

Om Natten fik vi Ankeret og nogle Trosser bragt ned på Sandbanken, men Dagen efter fik jeg et Brev fra Nordmanden om, at Kongen havde forbudt ham og alle andre at yde os nogen som helst Hjælp, så vi var nu overladt til os selv. Jeg vilde da forsøge at bringe Ankeret og Kæden ud og has"-bede også, at der skulde komme et eller andet Dampskib forbi, som jeg kunde signalere til om Hjælp. Jeg vidste, at der lå en fransk Orlogsmand i Nos Wej, den Plads, vi senere kom til med Bådene. Vi arbejdede derefter med at tage en Del af Kæderne på Dækket. Fredag den 11. om Morgenen opdagede vi, at de Indfødte om Natten havde drevet en Bolt ud af Ankeret, som vi havde bragt i Land. Det var et Klapanker, så det var nu ubrugeligt.
Op på Dagen ved Lavvande så jeg en stor Skare lande på Sandbanken, og da jeg formodede, at det var galt fat, gik jeg ned på Stranden hen imod dem. Det var en Del Høvdinger med Nordmanden, som skulde være Tolk, i Midten. Ordren var, at vi skulde forlade Skibet, dog skulde jeg møde hos Kongen. Da vi kom frem for denne, tog Hans Majestæt Plads på en Bastmåtte, og alle Høvdingerne, Nordmanden og jeg satte os i en stor Rund-kreds omkring ham. Jeg fik så Ordre til at forlade Skibet, da deres Gud havde givet det til dem, og såfremt vi ikke gik godvilligt, vilde vi blive tvunget dertil. Jeg anmodede da Nordmanden om at sige, at vi kun forlod Skibet på Betingelse af, at vi fik vore tre Både med Tilbehør med og alt Tøj, som tilhørte Folkene og mig, samt tilstrækkelig Proviant til Opholdet i Land og Rejsen derfra. Endvidere ønskede vi Beskyttelse under Opholdet på øen. Dette vilde de i lang Tid ikke gå med til. Snart talte den ene af Høvdingerne og snart den anden. Deres Tale lød for mig som en ensformig Summen. Når een talte, så han ned mod Jorden og tog Sand op i den ene Hånd og lod det drysse ud igen, hvilket han vedblev med, så længe han talte. Nordmanden tilrådede mig at gå godvilligt og ønskede samtidig både Skib og os langt bort, idet han frygtede for, at hans Hus og Ejendom skulde blive afbrændt. Jeg mente ikke, han havde noget at frygte, ligesom jeg heller ikke troede, at der var Fare på Færde for vort Liv. Skibet var af Jern og kunde hverken hugges eller brændes op, og den første Orlogsmand, som passerede, vilde gøre Forespørgsel om vor Skæbne. Blev vi dræbte, vilde Byen blive afbrændt, og deres Kvæg taget fra dem, hvilket de Indfødte nok var klar over. Efter tre Timers Forhandling indvilligede Kongen i mit Forlangende. Vi skulde så tage vort Tøj og Provianten i Land Dagen efter og have Lov til at opholde os hos Nordmanden, indtil vi kom derfra. Vinden stod hele Tiden sydlig, og vi vilde sejle sydefter til en By, som hedder Nos Wej, ca. 150 Kvartmil derfra, hvor der boede flere Europæere, og hvorfra vi kunde komme videre med Sejlskib.
Da jeg kom om Bord og meddelte Besætningen Resultatet, var der - 1. Styrmand undtagen, som sagde, at han gik, hvor jeg gik - ingen, som havde Mod til at gå i Land for at blive slået ihjel. Derimod vilde de flygte om Natten i Bådene, hvilket de også havde ymtet om Dagen i Forvejen, efter hvad Styrmanden fortalte mig. Jeg foreholdt dem, at med den Vind, vi nu havde, måtte de gå nordefter, hvor den eneste Havn, de kunde nå, var Mozambique. Denne lå et Par Hundrede danske Mil borte, og selv om de fik Proviant nok med, vilde de komme til at mangle Vand, og landede de på en ø fjernt fra det Sted, hvor Skibet var strandet, udsattes de lettere for at blive slået ihjel end her. Efter en Del Talen frem og tilbage mdvi]ligede de så i at gå i Land med os. Dagen efter gav jeg hver Mand en Revolver med 100 Patroner, hvorefter vi gik i Gang med at få de to andre Både over i Lagunen og fik så vore Sager om Bord i dem og bragt over til Nordmandens Hus.

På Sandbanken vrimlede det med Indfødte, og trods al Påpasselighed stjal de fra os. Omtrent hele Dagen gik med at få vore Sager i Land, og ud på Eftermiddagen forlod vi Skibet, men sluttede samtidig en Akkord med Kongen om, at vi næste Dag skulde have Lov til at tage så mange Sager i Land, vi kunde, hvoraf han så skulde have Halvdelen. For at hindre de Indfødte i at komme om Bord om Natten begravede vi Stigen, vi gik op og ned af, i Sandet. Kort efter at vi var kommet i Land, sejlede et Dampskib tæt forbi, styrende sydefter, og jeg sendte nogle Raketter op for at henlede hans Opmærksomhed på os, men det har været for lyst til, at han kunde se dem. Jeg fik senere i Nos Wej at vide, at de havde meldt, at de havde set et Skib i Stranden, men ingen Tegn til, at Besætningen var om Bord. Var vi blot blevet et Par Timer længere om Bord, kunde vi have signaleret efter Hjælp.

Da jeg næste Dag, en Søndag, kom om Bord, så jeg straks, at de Indfødte havde været der. I Kahytten var Fyldingen slået ind i Dørene, Medicinkisten var toust for sit Indhold, men de fleste Flasker lå knuste på Gulvet. Drengene havde, hvad jeg ikke vidste, ladet deres Køjedyner blive tilbage Dagen før, og disse var nu opsprættede og Fjerene strøet rundt omkring. Efter Frokosttid kom Styrmanden og hele Besætningen og hjalp med Bjergningen, men både om Bord og på Sandbanken vrimlede det med Folk, der stjal, hvad de kunde. Da det blev henimod Aften, og vi ikke kunde nå at få mere i Land, kappede vi Trossen, som holdt Forenden udefter, og næste Morgen lå Skibet langs med Stranden. Jeg havde nu sagt Farvel til Marie for stedse og havde ikke Lyst til at gå over til den mere. Styrmanden og Folkene gik derover nogle Gange og fortalte mig, hvorledes de Indfødte huserede. Trosser og andre Dele blev bragt i Land af nogle og stjålet af andre, Kæderne blev taget i Land og hugget i mindre Stykker og delt imellem dem, hele Rigningen blev kappet og taget ned. At Masterne kunde falde, tænkte de vist ikke på - de faldt imidlertid først om Natten ved Højvande, da Skibet huggede.
Hvor alle de Mennesker kom fra, forstår jeg ikke, thi det vrimlede med dem. Det Løfte, Kongen havde givet om beskyttet Ophold i Land, blev ikke overholdt; thi efter at de havde taget fra Skibet, hvad de kunde, kom de i Tanke om, at der skulde være en Tønde med Guld om Bord i ethvert Skib. Desuden var Skibet jo ballastet, og da de mente, at der ingen Skibe var, som kun sejlede med værdiløst Sand, troede de, at vi, før vi forlod Skibet, på en eller anden Måde havde bragt Ladningen i Land og skjult den. Vi modtog derfor Bud fra Kongen, at de ønskede at undersøge alt, hvad vi havde taget i Land. Morgenen efter mødte Kongen med alle sine Høvdinger samt disses Koner og voksne Døtre i Nordmandens indhegnede Plads, og en Masse Mennesker, der efter Kongens Ordre måtte blive udenfor, hylede og råbte, som de var besatte. Kongen tog Plads på Verandaen, og hver enkelt af os blev omgivet af en halv Snes Mennesker af begge Køn. Alt vort Tøj, som vi havde taget frem, blev undersøgt Stykke for Stykke~ Ærmerne i Trøjerne og alle Lommerne blev vendt, og efterhånden som vore Klæder blev lagt på Jorden, forsøgte andre at stjæle dem, san vi skulde, som man siger, have et øje pan hver Fingen Heldigvis var der kommet en Engelskmand fra en Handelsplads nordefter, og ham fik jeg til at hjælpe en af Drengene, som råbte, at de tog hans Ur. Jeg havde stukket en Rulle Sølvpenge i hver Lomme på et Par gamle Benklæder, og da de fandt den ene, løb de straks over til Kongen dermed, og jeg fik Lejlighed til at stikke den anden til mig. Jeg havde en Skibskiste, som var fyldt med Ure, Revolvere og Patroner, og den vilde de have mig til at åbne, men da jeg var bange for, at de skulde blive helt vilde, når de så Indholdet, søgte jeg at hale Tiden ud ved at tage noget andet frem. Folkene, der ikke havde så mange Ejendele, var allerede færdige, og Engelskmanden tog Plads på Skibskisten, som om han vilde sidde der og se til. Netop som de vilde åbne den med Magt, klappede Kongen imidlertid i Hænderne og befalede, at Undersøgelserne skulde være til Ende, hvorfor de begyndte at fjerne sig. Dog så jeg, at nogle løb over til Kongen og pegede på Kisten, men han rystede på Hovedet. Hvad der bevægede Kongen til så pludseligt at afbryde Undersøgelserne, ved jeg ikke bestemt, men formoder, det skyldtes den uden for Pladsen forsamlede Menneskemængdes Holdning, idet de - ifølge Engelskmandens Udsagn - stadig råbte, at næste Gang Kongen gik i Krig, kunde han gå selv, når de ikke fik Del i Byttet. Dersom de var sluppet ind, var vi sikkert berøvet alt, bortset fra de Klæder, vi havde på, og Kongen~har næppe været tryg ved, at noget sådant skulde ske; thi allerede næste Formiddag sendte han en af sine Hovdinger til mig med de Penge, de havde taget, dog med Anmodning om, at han nu som Belønning for sin Hæderlighed fik Pengene foræret, hvilket imidlertid ikke blev efterkommet.

Om Eftermiddagen blev jeg kaldt hen til ham, og han sagde da, at alt, hvad vi havde bjerget i Land, kunde vi selv beholde - han ønskede ingen Andel deraf, men til Gengæld skulde jeg erklære, at de intet som helst havde taget fra os. Dette vilde jeg ikke gna ind på, men påstod, at f. Eks. Kongens Søn havde taget en Harmonika, og vi desuden havde mistet flere al vore Ejendele. Kongens Sønner og alle Høvdinger aflagde nu Ed på, at de intet havde taget. Edsformularen bestod i, at de slæbte sig på Maven i Sandet til Kongens Fødder og ved Ankomsten dertil gned Ansigt, Pande og Bryst med Sand, ligesom de kyssede Kongens Tæer og Knæ, Sønnerne kyssede Brystet med.

Jeg erholdt nu Kongens Tilladelse til at bringe vore Sager om Bord i Red-nsngsbådene, snaledes at vi kunde afsejle, san snart Vinden blev gnnstig, og Dagen efter fik vi alt om Bord. Vi holdt nu stadig Vagt ved dem, og om Natten var begge Styrmænd og 7 Mand af Besætningen om Bord, medens jeg blev i Land hos to Mand, som var syge. En Nat kom nogen vadende ud til Bådene, men da Styrmanden affyrede et Par Revolverskud, forsvandt de i en Fart. Endelig efter nogle Dages Forløb var Vinden en Morgen gunstig for os, og jeg meddelte derfor gennem Bud Kongen, at vi vilde sejle. Hans Svar lød, at vi skulde blot se at komme af Sted, jo før jo kærere. Han han-bede, at vi skulde blive slanet ihjel et eller andet Sted på Kysten, san de ikke kunde fna Skyld for at have gjort det.

Efter disse fromme ønsker sejlede vi, ledsaget af Nordmanden med hans Band. Jeg tog de to syge i Storbanden, medens 1. Styrmand førte Sluppen og 2. Styrmand Jollen. Det var trist for mig, da vi sejlede forbi Marie, og jeg san det før san smukke Skib ligge i Stranden med Bredsiden til og Søen skyllende ind over sig. Vi sejlede indtil næste Dags Aften og var da kommet snden for et Rev, som strakte sig langs Kysten, og kunde nu ankre hver Nat. Engang var vi i Land for at fylde Vand, men ellers san vi ikke noget til de Indfødte. Den sjette Dag om Formiddagen kom vi til Nøs Wej og blev meget gæstfrit modtaget i et engelsk Faktory. Foruden en Orlogsmand var der flere andre Skibe i Nøs Wej, og Agenten solgte ved Auktion Bandene samt de Sager, jeg havde med fra Marie.

Efter 4 Dages Ophold kom vi med en Skonnert, som skulde til Port Natal, og ved Ankomsten hertil underrettede jeg telegrafisk Rederiet om Forliset. Efter aflagt Søforklart$ aflønnede jeg Folkene. Kun 1. Styrmand, en syg Matros og en Dreng fulgte med mig hjem til Fanø."