Bark 650 Tons
Br.
Skibets første rejse gik fra Liverpool til Antofagusta og videre til Callao, Fraser River og retuyr til Liverpool, som nåedes den 12. april 1896.
Mary Jose lå stødt i langfart. D. 31. januar 1900 afsejlede den fra Tonga-øerne til Punta Delgada på Azoerne, hvor ordren lød på Hamburg som lossehavn. Den 21. juni befandt skibet sig i den Engelske Kanal tværs af Dungeness i tåget vejr, da det kolliderede med Dampskibet Brechfieldd af Liverpool. Der opstod en del skade over vandgangen. Næste dag blev Mary Jose bugseret ind til Gravesend for reparation. Efter i måneds ophold kunde rejsen fortsættes til Hamburg. Damperen, der havde den væsentlige del af skylden for kollisionen, blev idømt at betale 90 % af de opståede skader.
Den 8. September 1904 afsejlede Mary Jose fra Melbourne til Cape Town, hvortil den ankom 7. December, og fortsatte derfra 4. Januar 1905 til Haiti for at laste til Goole i England. Det blev dens sidste Rejse som dansk skib. 12. August 1905 solgtes skibet til norske købere for 1440 Pund Sterling. I November 1915 strandede det ved Isle de Pine på en Rejse fra Barbados til Progresso og blev Vrag.Efter at den uindskrænkede Ubaadskrig i 1917 blev erklæret, og maglen på Tonnage blev katastrofal, blev vraget sat i Stand og kom atter ud at sejle som Agda af Havana. Senere hed den Geneneva af Marseille, hvor den nogle år efter blev aftaklet til lægter.
På en rejse fra Skellefteå til Port Natal måtte Barken søge tilbage til Falinouth den 8. November som Følge af, at en Matros var faldet ned fra rigningen og var kommet til skade. Matrosen, nu pensioneret Fyrskibsfører Toftgaard Nielsen, beretter:
,,Jeg mønstrede den 27. Aug. 1900 som Matros, efter at jeg havde arbejdet om bord en kortere Tid i Hamburg Havn, hvor skibet klassede. Først i September afgik vi i ballast fra Hamburg og blev bugseret gennem Kielerkanalen bestemt til Skellefteaa for at laste planker til Port Natal, øst Afrika. Afgik fra Skelleftek i Oktober. Natten mellem 5. og 6. November fik vi lige udenfor den engelske Kanal en hård SV Storm, hvor vi mistede det meste af dækslasten, og skibet var tit bordfyldt, og vi fik en masse vand ind i kahyt og lukaf, hvorved alt vort tøj blev gennemblødt.
Natten mellem den 6. og 7. November, da B. B. havde frivagt, og vejret var klaret op, om end stadig med høj dønning og stærk slingerage, blev en anden Matros og jeg enige om at prøve på at få noget af vort Tøj tørret ved at hænge det så højt op i Rigningen, at det var klar af søstænk. Under Arbejdet hermed faldt jeg ned fra en af Mærsebardunerne omtrent i Højde med Mærset. Uheldet skete ved, at skibet tog en svær overhaling, idet jeg var ved at skifte fra en Bardun til en anden, og det tillige med den tunge Vægt af tøjet bevirkede, at jeg mistede mit greb om bardunen både med hænder og fødder og faldt så ned på en af bådene, som lå med bunden opad på dækshuset. Jeg fik dog fat i bådens køl og slap derved for at gå udenbords.
Jeg var klar over,
at benet var brækket, da foden vendte ud til siden. Jeg humpede ind
i lukafet, hvor jeg blev lagt på et par skibskister, og kort efter gik
Føreren og Styrmanden i gang med at få benet og foden bragt på
plads, og trods det, at det var under stærk slingerage, fik de skinnerne
lagt på og benet forbundet så godt, at der ikke senere er rettet
noget ved Benet. - Skibet vendte rundt og stod ind i Kanalen igen, og næste
dag blev en fiskekutter prajet, som for gode ord og betaling skulle sejle
mig ind til Falmouth og få mig indlagt på hospitalet der, hvilket
skete den 9. November. Hospitalet, jeg blev indlagt på, var Sailors'
Force Hospital. Den daværende Protektor var Prinsen af Wales. De fleste,
der kom på hospitalet der, var tilskadekomne Søfolk, eller de
var lidende af skørbug eller Berl-Ben. Vi havde det godt på hospitalet,
selv om alt var meget primitivt; de opgående måtte passe de sengeliggende.
Jeg slap fra Hospitalet lidt før Jul, manøvrerende med 2 Stokke,
og først da vi var henad i April, følte jeg mig så restitueret,
at jeg turde tage ud at sejle igen".
