Bark 394
Tons Br.
Ungmand Hans Frederiksen af Sønderho fortæller:
Jeg blev i 1887 forhyret med Barken »Kristine« af Sønderho, ført af Kaptajn Niels Hansen, som Ung-mand. Vi var undervejs fra Kotka i Finland til England, da vi af en heftig opstaaende Storm blev slaaet ud af Kurs og over mod Halmstad Bugten, det var den 7. August. Vi observere de Land baade for og agter og ligesaa i Læ, saa Stemningen om Bord blev noget nedslaaende. Kaptajnen sammenkaldte Mandskabet til Skibsraad og meddelte, at vi vanskeligt vilde kunne undgaa en Stranding. Vi unge af Mandskabet turde ikke af Mangel paa Erfaring i saadan et Tilfælde fremkomme med Forslag i nogen Retning, inden vi først fik Lejlighed til at konferere med vor gamle Kok, der selv havde været Fører i sin Tid. Han fraraadede at indvilge. Da Kaptajnen hørte, vi forkastede hans Forslag, kommanderede han straks begge Ankre stukket ud paa en Tamp, hvilket var lig med 90 Favne paa hver. Sejlene blev gjort fast, og vi troede os nu mere sikre, men ved Pejling af Land viste det sig, at vi alligevel drev.
Klokken 3 Eftermiddag den 9. August blev Mandskabet atter sammenkaldt til
Skibsraad, hvor der meddeltes os, at Skibet var drevet saa og saa meget fra
Gaars dagen. Kokken stod bag ved mig og hviskede: Det er rigtigt, hvad Kaptajnen
siger. Han foreholdt os, at i Dag kunde det ikke nytte at sige Nej til hans
Forslag om at forsøge at sejle ind med Raasejlene i Firkant for ikke
at drive ind med Søerne paa tværs, da Skibet saa uindgenkaldelig
maafte blive Vrag, mens vi ved at følge hans Forslag kunde vente, at
faa Skibet sat saaledes, at Agterenden kom mod Vinden. Kokken puffede til
mig og sagde: Det er rigtigt, hvad han siger, sig allesammen Ja. Kaptajnen
lovede saa paa Mandskabets Forslag at styre i en Retning, hvor der kunde ventes
at være Strandbund. Stemningen var dog ikke allerbedst om Bord. For
alle Tilfældes Skyld gav vi os til at slibe alle om Bord værende
Økser og Knive, alt i bange Anelser, dog oplivet af Styrmanden, der
var Kaptajnens Broder. Han var koidbiodig og kunde tillige servere mange pudsige
Vittigheder, der løftede Humøret. Da disse Forberedelser var
tilendebragt, sjæklede vi begge Kæder fra, hejste Forstagsejlet,
satte Storunder- og Undermærsejl paa Fortoppen, Fokken og Under- og
Overmærseji. Baadsmanden og en Letmatros gik til Rors, og saa gik det
med rasende Fart ind gennem Braad og Brænding.
Det mindste Vink fra Kaptajnen blev forstaaet og øjeblikkeligt efterkommet.
Kort efter kom der en usædvanlig høj Sø, som løftede
Skibet og slyngede den mod Grunden, hvorefter et Stykke af Kølen kom
op paa Siden af os. Hele Mandskabet med Undtagelse af Rorgængerne gik
bagover paa Dækslasten, og for hver efterfølgende Sø slyngedes
vi længere ind, til sidst sad Skibet fast med Agterenden omtrent mod
Brændingen. Nu raabte Styrmanden til Baadsmanden: »Mersanskø
det hales,« det betød, at nu skulde Mandskabet have en Snaps
hver. Baadsmanden kom saa og skænkede for os alle. Ihi, hvor det strammede
op - for en Stund. Baadsmanden forsvandt derefter ind i Kahyften og drak sig
plakatfuld. Bagefter fortalte han, at han ikke troede paa Redning og vilde
derfor gaa glad i Døden. Ja, sikken Kujon
Vi gik nu alle ind i Lugaret og iførte os vor bedste Tøj med
Vrangen ud i det Haab at komme helskindet i Land. I Løbet af Natten
fik Skibet en Bøjning i Skroget 2 Steder, derfor blev der givet Ordre
til at kappe Mesan- og Storrigningen, et livsfarligt Stykke Arbejde, som Styrmanden
anmodede dem om, der turde paatage sig dette, at træde frem. Jeg tænkte
et kort Øjeblik paa min Mor, men tog saa Mod til mig og udbad mig en
Økse for at forsøge Kapningen, og idet jeg begyndte dermed,
opmuntrede man mig paa bedste Maade og raabte: Hold bare Ørene stive.
Jeg fik hugget Mesanmasten halvt igennem, gik derefter til Læ og saa
til Luvart og kappede Spænd for Spænd i Haab om, at det hele vilde
gaa over Bord, men det skete ikke, jeg vilde da, det maa jeg bekende, nødigt
arbejde videre, men jeg følte, det gjaldt Livet for os alle, og saa
kappede jeg videre, til det hele med stor Brag gik ned paa Siden. Derefter
maatte vi tænke paa Stormasten, som var endnu betydeligt vanskeligere
at kappe, da der var 4 Ræer paa og med Sejl, hvorfor alle kviede sig
for Arbejdet. Det mærkede Styrmanden godt, hvorfor han greb den største
og bedste Økse og huggede løs i Læsiden. Stillingen var
farlig, men han undgik dog at blive revet med, da Ræerne og Rigningen
gik over Bord. Begge Master laa nu langs Siden af Skibet, der nu laa ret godt
og arbejdede ikke meget.
Vor Storbaad var forlængst gaaet i Kamp mod Bølgerne, tilbage
havde vi kun en Jolle, men til denne turde vi ikke betro vort Liv.
Der var ikke Udsigt fil nogen Hjælp fra Land, hvorfor vi byggede 2 Flaader
af Dækslasten i Løbet af Natten for det Tilfælde, at Skibet
helt skulde skille ad. Vi vilde da paa bedst mulig Maade klamre os fil Flaaderne.
Under alt det skete var vi blevne skrupsultne, men da Søerne havde
tilintetgjort en stor Del af Agterskibet, var vor Proviant gaaet over Bord,
saa det saa mindre godt ud for vore sultne Maver, men heldigvis havde Kaptajnen
en stor Spegepølse i Kahytten, den kom frem og delt i 10 lige store
Dele med en Del til hver, ligesaa gik det med Styrmandens Skraatobaks Beholdning,
og endelig blev 12 Bajere delt. Jeg gemte min Part af Pølsen for det
Tilfælde, at den forventede Redning skulde trække længere
ud.
Onsdag Morgen Kl. 8 kom der endelig en stor Baad fra Land ud til os. Fra Baaden
raabtes: Hvor mange Mand om Bord?
"10 Mand", lød Svaret.
"Kom saa med 5 af de yngste"
Det skete, og Svenskerne beordrede: "Flat ned i Bunden" Vi, der
kom i Baaden, skulde nemlig gøre det ud for Ballast.
Vi var alle glade for saa vidt kommen, men det var dog ikke uden Genvordigheder,
vi naaede Land. Da vi havde faaet fast Grund under Fødderne, vilde
vi have raabt Hurra, men opsatte det til vore Kammerater var kommen vel i
Land, som vi, og da det var sket, lød der et bragende Hurra, adresseret
til vore brave Redningsmænd. Jeg fik lige Øje paa en gammel tilsyneladende
fattig Kone paa Strandbredden, og i min Glæde over Redningen løb
jeg hen til hende og spurgte, om hun ikke kunde lide at smage et Stykke dansk
Spegepølse. Hun takkede allerhjerteligste derfor, og det ligesom betog
mig Sulten.
Vi blev alle budt ind i en Fiskerhytte og blev her paa det venligste bl. a.
beværtet med kogte Ng og Laks. Skibet var total forlist, dets Drægtighed
var 394 Reg. Tons.
Skibets Fører, Niels Hansen, Søn af Snedkermester Hans Forpagter
Jensen, Sønderho, døde i Esbjerg 1922, 75 år gammel.
Retur til:
>